1880 En bagerbutik i København
Viggo Schulstad køber et nedlagt rugbrødsbageri i Store Kongensgade nær Kongens Nytorv i København. Han er 32 år og uden forbindelse til bagerivirksomhed, men begiver sig ivrigt ind i brødbranchen. Viggo Schulstads samarbejdspartner er melhandler Wilhelm Irgens, og sammen skaber de hurtigt en voksende forretning. De vil bage kvalitetsbrød, og det er en god idé. Københavnerbefolkningen vokser nemlig hurtigt i 1880’erne, og brødet er noget af det vigtigste i kosten.
1890 Succesfuldt samarbejde
Viggo Schulstad indgår et samarbejde med kemikeren Christian Ludvigsen. Det danske rugbrød var bagt af en meget syreholdig surdej, som ikke var særlig sund, og Schulstad og Ludvigsen ser behovet for at udvikle nye hævemetoder til brødbagningen. De to partnere går videnskabeligt til værks. De opretter et brødlaboratorium og eksperimenterer, afprøver og forbedrer brødtyperne. De anvender også æltemaskiner til dejen og går væk fra tidligere tiders uskik med at ælte med fødderne. Forskningen og udviklingen gør efter få år Schulstad & Ludvigsen til specialister på det danske brødmarked.
1897 Videnskaben bliver grundlaget

”Schulstads Maltsyrnede Rugbrød” udvikles på baggrund af Christian Ludvigsens forskning. Han udgiver i 1890 en bog om kemi i husholdningen, hvor han bl.a. præsenterer ”Phosfat-Methoden” til hævning af brød. Den nye metode giver en bedre hævning, mere brød og et langt sundere produkt.
1902 Ny fabrik i Ryesgade

Schulstad & Ludvigsens brødproduktion stiger, og i 1902 indvier de ny fabrik i Ryesgade i København. Fabrikken tager udgangspunkt i moderne produktionsprincipper med den nyeste teknologi og videnskab og de mest moderne hjælpemidler. Der lægges vægt på sundhed og hygiejne – og som noget helt nyt for den tid tages der højde for medarbejdernes arbejdsmiljø. Direktionen har en klar filosofi: ”Gennemført Properhed er ikke alene at gøre rent, men først og fremmest at undgaa at snavse til”. Schulstad & Ludvigsen er toneangivende inden for dansk brødproduktion.
1917 Schulstad grundlægges

Første Verdenskrig raser, og priserne stiger voldsomt. Konkurrencen på brødmarkedet er hård, og mange virksomheder må dreje nøglen om. Hos Schulstad ser man styrken i at forene kræfterne, og Viggo Schulstad står i spidsen for en fusion mellem fire københavnske brødfabrikker. De fire fabrikker bliver til Aktieselskabet Københavns Brødfabrikker – og det bliver grundlaget for det moderne Schulstad. I begyndelsen bruger virksomheden navnene KB og Schulstad, men med tiden undlader man helt KB og bruger blot navnet Schulstad.
1923 Brødkusk på arbejde

Lyst rugbrød, mørkt rugbrød, rugbrød med kerner eller uden, franskbrød, maltet brød og sigtebrød – Schulstad udvider hurtigt produktsortimentet. De mange brød bliver dagligt fragtet ud til forbrugerne af brødkuske i hestevogne. Brødkuskene er iført Schulstad-kasketter og køredragt og har ansvaret for både brød, heste og vogne. Senere bliver hestevognene erstattet af ”automobiler” – men chaufførerne bliver ved med at hedde brødkuske.