Hvedebrød
Hvedebrød dækker over flere forskellige typer af brød, blandt andet franskbrød, boller og toast/sandwich. Opskriften afhænger af, hvilket produkt der skal bages, og hvilken profil produktet skal have. Et meget vigtig parameter er, at brødene kan holde sig friske og spises direkte fra posen. Det er derfor en af de ting der er særlig fokus på, når vi udvikler hvedebrød.
Dejen til hvedebrød æltes i store dejkar på flere hundrede kilo. Under æltningen er det vigtigt, at der først æltes langsomt for at samle ingredienserne og derefter hurtigt, for at danne det glutennetværk, der senere skal sikre at dejen kan hæve.
Efter æltningen afvejes dejen og afhængig af slutproduktet, formes den til boller eller brød. Brødene kan enten bages fritstående, eller bages sammen i siderne, og endelig kan de kommes i form, hvilket er tilfældet, når vi laver toast og sandwich.
Brødene transporteres på et langt bånd ned gennem en hævetunnel, hvor temperatur og fugtighed kontrolleres. Herefter bages de i en lang ovn, hvor brødene føres gennem forskellige temperaturzoner, for at opnå den helt rigtige bagning.
Efter bagning køles brødene ned i et specielt kølerum, hvor luft og tryk kontrolleres, så man ikke forurener det bagte brød. I pakkeriet sikrer man ligeledes, at brødene ikke udsættes for forurening. Det er meget vigtigt, da vi ikke bruger konserveringsmidler i vores brød. Dette gælder dog ikke Paaskebrød.
Nu er brødene pakkede og klar til at blive sendt med en af vores mange lastbiler ud til butikkerne, så du hver dag kan få frisk brød med hjem.
